Jeg vil i dag tale om at spare mere, men ikke i dag, i morgen. Jeg vil tale mere om Save More Tomorrow. [Mere opsparing i morgen] Det er et program som Richard Thaler fra University of Chicago og jeg opfandt for måske 15 år siden. Programmet, er dybest set, et eksempel på adfærdsøkonomi på steroider -- hvordan vi virkelig kunne bruge adfærdsøkonomi. Nu kunne man spørge, hvad er adfærdsøkonomi? Så lad os tænke på hvordan vi forvalter vores penge. Lad os begynde med lån. Det er et temmelig nyligt emne, i hvert fald i USA. Mange mennesker køber det største hus de har råd til, og faktisk lidt større end det. Og så udpanter de det. Og så giver de bankerne skylden for at være de onde mennesker der gav dem lånet. Lad os tænke på hvordan vi forvalter risici -- for eksempel, at investere på aktiemarkedet. For to år siden, tre år siden, cirka fire år siden, gjorde markederne det godt. Vi var risikovillige, selvfølgelig. Så stoppede aktierne og vi sagde, "Wow. Disse tab, de føles, følelsesmæssigt, føles de meget forskelligt fra det vi faktisk tænkte da markederne gik op." Så vi gør muligvis ikke et fantastisk arbejde når det kommer til risikovillighed. Hvor mange af jer har iPhones? Nogen? Vidunderligt. Jeg vil vædde med at mange flere af jer forsikrer jeres iPhone -- man køber stiltiende en forsikring ved at have en udvidet garanti. Hvad hvis man mister sin iPhone? Hvad hvis man gør dette? Hvor mange af jer har børn? Nogen? Hold jeres hænder oppe hvis I har tilstrækkelig livsforsikring. Jeg ser mange hænder der falder. Jeg ville forudsige, at hvis I er et repræsentativt udsnit, at mange flere af jer forsikrer jeres iPhones end jeres liv, selv når man har børn. Vi gør det ikke godt nok med hensyn til forsikring. Den gennemsnitlige amerikanske husstand bruger 1.000 dollars om året på lotterier. Og jeg ved det lyder skørt. Hvor mange af jer bruger tusind dollars om året på lotteriet? Ingen. Så det fortæller os at de mennesker der ikke er i lokalet bruger mere end tusind dollars for at få gennemsnittet op på tusind. Lavindkomst mennesker bruger mere end tusind på lotterier. Så hvor fører det os hen? Vi gør ikke et fantastisk arbejde med at forvalte penge. Adfærdsøkonomi er virkelig en kombination af psykologer og økonomer, der prøver at forstå de fejltagelser mennesker laver med hensyn til penge. Og jeg kan blive ved med at stå her i de 12 minutter og 53 sekunder jeg har tilbage og gøre grin med alle mulige måder hvorpå vi forvalter penge, og til slut vil I spørge, "Hvordan kan vi hjælpe mennesker?" Og det er det jeg i virkeligheden vil fokusere på i dag. Hvordan forstår vi de misforståelser mennesker begår med hensyn til penge, og så vende adfærdsudfordringerne til adfærdsløsninger? Og det jeg vil tale om i dag er Save More Tomorrow. Jeg vil italesætte problemet med at spare. Der er på skærmen et repræsentativt udsnit af 100 amerikanere. Og vi skal kigge på deres opsparingsadfærd. Det første man skal lægge mærke til, er at halvdelen af dem ikke engang har adgang til en 401(k) plan [pensionsopsparing]. De kan ikke spare nemt op. De har ikke penge nok som kan gå fra deres lønseddel til deres 401(k) plan inden de ser den, inden de kan røre den. Hvad med den anden halvdel af menneskene? Nogle af dem vælger ikke at spare. De er bare for dovne. De kommer aldrig så langt som til at logge ind på en kompliceret hjemmeside og lave 17 click for at melde sig til en 401(k) plan. Og så skal de beslutte hvordan de vil investere i deres 52 valgmuligheder, og de har aldrig hørt om hvad der er en pengemarkedsfond. Og de bliver overvældet og de melder sig bare ikke. Hvor mange mennesker ender med at spare op til en 401(k) plan? En tredjedel af amerikanerne. To tredjedele sparer ikke op nu. Sparer de nok op? Tag dem der siger at de sparer for lidt. En ud af 10 sparer nok. Ni ud af 10 sparer enten ikke nok op til deres 401(k) plan, beslutter sig for ikke at spare -- eller beslutter sig ikke -- eller sparer for lidt op. Vi tror vi har et problem med at folk sparer for meget. Lad os se på det. Vi har en person -- jamen, faktisk skærer vi ham halvt over fordi det er mindre end en procent. Groft set en halv procent af amerikanerne føler at de sparer for meget op. Hvad gør vi ved det? Det er det jeg i virkeligheden vil fokusere på. Vi skal forstå hvorfor folk ikke sparer op, og så kan vi forhåbentlig vende adfærdsudfordringerne til adfærdsløsninger, og så se hvor kraftigt det kan være. Så lad mig adsprede et øjeblik så vi kan identificere problemerne, udfordringerne, de adfærdsmæssige udfordringer, der forhindrer folk i at spare op. Jeg adspreder og vil tale om bananer og chokolade. Forestil jeg at vi havde et andet vidunderligt TED event næste uge. Og i pausen ville der være en snack og man kunne vælge bananer eller chokolade. Hvor mange af jer tror at I kunne tænke jer at få bananer under dette hypotetiske TED event næste uge? Hvem vil have bananer? Vidunderligt. Jeg forudsiger videnskabeligt at 74 procent af jeg vil have bananer. Jamen det er i det mindste hvad et vidunderligt studie forudsiger. Og så tælle dagene ned og se hvad mennesker ender med at spise. De samme mennesker der forestillede sig selv at spise en banan endte med at spise chokolade en uge senere. Selvkontrol er ikke et problem i fremtiden. Det er kun et problem nu når chokoladen er ved siden af os. Hvad hr det at gøre med tid og opsparing, dette emne om øjeblikkelig tilfredsstillelse? Eller som nogle økonomer kalder det, nutids partiskhed. Vi tænker på at spare op. Vi ved at vi bør spare op. Vi ved at vi gør det næste år, men i dag lader vi det være og bruger penge. Julen kommer, vi kan lige så godt købe gaver til alle dem vi kender. Så dette emne om nutidig partiskhed får os til at tænke på at spare op, men ender med at bruge. Lad mig nu tale om en anden adfærdsmæssig hindring for at spare op der har at gøre med passivitet. Men igen, et lille sidespring til emnet om organdonation. Vidunderligt studie der sammenligner forskellige lande. Vi kigger på to beslægtede lande, Tyskland og Østrig. Og i Tyskland, hvis man gerne vil donere ens organer -- gud forbyde at der skete noget virkelig slemt med en -- når man får ens kørekort eller et I.D., afkrydser man feltet der hedder, "Jeg vil gerne donere mine organer." Der er ikke mange mennesker der kan lide at afkrydse feltet. Det kræver en indsats. Man skal tænke. Tolv procent gør det. Østrig, et naboland, delvis lignende, delvis forskelligt. Hvad er forskellen? Jamen, man har stadig valget. Man vælger om man vil donere sine organer eller ikke. Men når man får ens kørekort, man afkrydser feltet hvis man ikke vil donere sine organer. Ingen afkrydser feltet. Det er lidt for meget umage. En procent afkrydser feltet. Resten gør ikke noget. Ikke at gøre noget er meget almindeligt. Ikke mange mennesker afkrydser feltet. Hvad er konsekvenserne for at redde liv og at have organer til rådighed? I Tyskland, afkrydser 12 procent feltet. Tolv procent er organ donerer. Kæmpestor mangel på organer, Gud forbyde, hvis man har brug for et. I Østrig, igen, afkrydser ingen feltet. Derfor, 99 procent af menneskene er organdonerer. Passivitet, mangel på handling. Hvad er standardindstillingen hvis mennesker ikke gør noget, hvis de bliver ved med at udsætte, hvis de ikke krydser felterne af? Meget magtfuldt. Vi skal tale om hvad der sker hvis mennesker bliver overvældet og skræmte for at lave deres 401(k) valg. Vil vi få dem til automatisk at melde sig til planen. eller vil de blive efterladt? I for mange 401(k) planner, hvis mennesker ikke gør noget, betyder det at de ikke sparer op til pensioneringen, hvis de ikke krydser feltet af. Og at krydse feltet af kræver en indsats. Så vi har talt om et par adfærdsmæssige udfordringer. En mere inden vi vender udfordringerne til løsninger, har at gøre med aber og æbler. Nej, nej, nej, dette er et virkeligt studie og det har meget at gøre med adfærdsøkonomi. En gruppe aber får et æble, de er temmelig lykkelige. Den anden gruppe får to æbler, et bliver taget fra dem. De har stadig et æble til overs. De er virkelig sure. Hvorfor har du taget vores æble? Dette er ideen om tabsaversion. Vi hader at miste ting, selvom det ikke er nogen risiko. Man ville hade at gå til hæveautomaten, tage 100 dollars og lægge mærke til at man mistede en af 20 dollars sedlerne. Det er meget smertefuldt, selvom det ikke betyder noget. De 20 dollars kunne have været en hurtig frokost. Så denne ide om tabsaversion kommer også til syne når det handler om at spare op, fordi mennesker, mentalt og følelsesmæssigt og intuitivt ser opsparing som et tab fordi jeg skal skære i mit forbrug. Så vi talte om en masse forskellige slags adfærdsudfordringer der har at gøre med opsparing i sidste ende. Hvad enten man tænker på øjeblikkelig tilfredsstillelse, og chokolade versus bananerne, det er bare smertefuldt at spare op nu. Det er meget sjovere at spendere nu. Vi talte om passivitet og organdonation og at krydse felter af. Hvis folk skal krydse mange felter af for at melde sig ind i en 401(k) plan, vil de blive ved med at udskyde og ikke melde sig. Og til slut, talte vi om tabsaversion, og aberne og æblerne. Hvis folk mentalt ser det at spare op til pension som et tab, kommer de ikke til at spare op til deres pension. Så vi har disse udfordringer, og det Richard Thaler og jeg altid var fascineret af -- tag adfærdsøkonomi, gør det til adfærdsøkonomi på steroider eller adfærdsøkonomi 2.0 eller adfærdsøkonomi i praksis -- vend udfordringerne til løsninger. Og vi fandt på en pinlig simpel løsning der hedder Mere Opsparing, ikke i dag, I morgen. Hvordan vil det løse de udfordringer som vi talte om? Hvis man tænker over problemet med bananer kontra chokolade, vi tror at vi kommer til at spise bananer næste uge. Vi tror at vi kommer til at spare mere op næste år. Save More Tomorrow [Opspar Mere I morgen] inviterer ansatte til at spare mere måske næste år -- på et tidspunkt i fremtiden når vi kan forestille os selv spise bananer, lave mere frivilligt arbejde i nærsamfundet, dyrke mere motion og gøre alle de rigtige ting på jorden. Nu talte vi også om at krydse feltet af og det svære i at skride til handling. Save More Tomorrow gør det nemt. Det er en autopilot. Når man først fortæller mig at man vil spare mere i fremtiden, lad os sige hver januar vil du automatisk spare mere op og det kommer til at forsvinde fra ens lønseddel til ens 401(k) plan inden man ser det, inden man rører ved det, inden man får problemet med øjeblikkelig tilfredsstillelse. Men hvad gør vi ved aberne og tabsaversion? Næste januar kommer og mennesker føler måske, at hvis de sparer mere op, skal de spendere mindre, og det er smertefuldt. Jamen, måske bør det ikke kun være januar. Måske skulle vi få folk til at spare mere op når de tjener flere penge. På den måde, når de tjener flere penge, når de får en lønforhøjelse, skal de ikke skære i deres spendering. De tager en lille smule af stigningen i lønsedlen med hjem og spenderer mere -- tager en lille smule af stigningen og sætter den ind på 401(k) planen. Så det er programmet, pinlig simpelt, men som vi kommer til at se, ekstremt magtfuldt. Vi implementerede det, Richard Thaler og jeg, tilbage i 1998. Mellemstor virksomhed i Midtvesten, faglærte medarbejdere kæmpede med at betale deres regninger fortalte os gentagne gange at de ikke kan spare mere op lige nu. At spare mere op i dag er ikke en mulighed. Vi inviterede dem til at spare tre procentpoint mere op hver gang de fik en lønforhøjelse. Og her er resultaterne. Vi ser her en periode på tre og et halvt år, fire lønforhøjelser, mennesker der kæmpede med at spare op, sparede tre procent af deres lønseddel op, tre og et halvt år senere sparede de næsten fire gange så meget op, næsten 14 procent. Og der er sko og cykler og ting på denne graf fordi jeg ikke bare vil kaste tal in i et vakuum. Jeg vil, virkelig, tænke på det faktum at det at spare fire gange mere op er en kæmpestor forskel med hensyn til den livsstil som mennesker vil have råd til. Det er virkeligt. Det er ikke kun tal på et stykke papir. Hvorimod ved at spare tre procent op, har mennesker måske råd til et par fede sko så de kan gå, fordi de ikke vil have råd til noget andet, når de sparer 14 procent op er de måske i stand til at have fine sko til at gå hen til bilen med og køre. Det er en virkelig forskel. Nu er der cirka 60 procent af de store virksomheder der faktisk har programmer som dette til stede. Det har været en del af Pension Protection Act. Og det er unødigt at sige at Thaler og jeg har været så heldige at være en del af dette program og gøre en forskel. Lad mig slutte af med to vigtige beskeder. En er at adfærdsøkonomi er ekstremt magtfuldt. Dette er bare et eksempel. Besked to er at der er stadig meget at gøre. Dette er virkelig toppen af isbjerget. Hvis man tænker på mennesker og lån og at købe huse og så ikke være i stand til at betale for det, det bliver vi nød til at tænke over. Hvis man tænker på at mennesker tager for store risici og ikke forstår hvor meget risiko de tager eller tager for lidt risiko, det skal vi tænke over. Hvis man tænker over at mennesker bruger tusind dollars om året på lottokuponer, det skal vi tænke over. Den gennemsnitlige rekord, er faktisk i Singapore. Den gennemsnitlige husholdning bruger 4.000 dollars om året på lotto kuponer. Vi har meget at gøre, meget at løse, også på pensionsområdet når det kommer til hvad mennesker gør med deres penge efter pensionering. Et sidste spørgsmål: Hvor mange af jer har det godt med at i takt med at I planlægger jeres pension I har en virkelig solid plan når man skal på pension, når man skal hente kontanthjælpen, hvilken livsstil man skal forvente, hvor meget man kan bruge hver måned så man ikke løber tør for penge? Hvor mange af jer føler at I har en solid plan for fremtiden når det kommer til post-pensions beslutninger. En, to, tre, fire. Færre end tre procent af et meget sofistikeret publikum. Der er lang vej endnu for adfærdsøkonomi. Der er mange muligheder for at gøre det magtfuldt igen, og igen, og igen. Tak. (Bifald)