Jeg vil i dag tale om at spare mere,
men ikke i dag, i morgen.
Jeg vil tale mere om Save More Tomorrow.
[Mere opsparing i morgen]
Det er et program som Richard Thaler
fra University of Chicago og jeg
opfandt for måske 15 år siden.
Programmet, er dybest set,
et eksempel på adfærdsøkonomi
på steroider --
hvordan vi virkelig kunne bruge adfærdsøkonomi.
Nu kunne man spørge, hvad er adfærdsøkonomi?
Så lad os tænke på hvordan
vi forvalter vores penge.
Lad os begynde med lån.
Det er et temmelig nyligt emne,
i hvert fald i USA.
Mange mennesker køber
det største hus de har råd til,
og faktisk lidt større end det.
Og så udpanter de det.
Og så giver de bankerne skylden
for at være de onde mennesker
der gav dem lånet.
Lad os tænke på
hvordan vi forvalter risici --
for eksempel, at investere på aktiemarkedet.
For to år siden, tre år siden,
cirka fire år siden,
gjorde markederne det godt.
Vi var risikovillige, selvfølgelig.
Så stoppede aktierne
og vi sagde, "Wow.
Disse tab, de føles, følelsesmæssigt,
føles de meget forskelligt
fra det vi faktisk tænkte
da markederne gik op."
Så vi gør muligvis ikke et fantastisk arbejde
når det kommer til risikovillighed.
Hvor mange af jer har iPhones?
Nogen? Vidunderligt.
Jeg vil vædde med at mange flere af jer
forsikrer jeres iPhone --
man køber stiltiende en forsikring
ved at have en udvidet garanti.
Hvad hvis man mister sin iPhone?
Hvad hvis man gør dette?
Hvor mange af jer har børn?
Nogen?
Hold jeres hænder oppe
hvis I har tilstrækkelig livsforsikring.
Jeg ser mange hænder der falder.
Jeg ville forudsige,
at hvis I er et repræsentativt udsnit,
at mange flere af jer
forsikrer jeres iPhones end jeres liv,
selv når man har børn.
Vi gør det ikke godt nok med hensyn til forsikring.
Den gennemsnitlige amerikanske husstand
bruger 1.000 dollars om året
på lotterier.
Og jeg ved det lyder skørt.
Hvor mange af jer bruger tusind
dollars om året på lotteriet?
Ingen.
Så det fortæller os at de
mennesker der ikke er i lokalet
bruger mere end tusind dollars
for at få gennemsnittet op på tusind.
Lavindkomst mennesker
bruger mere end tusind på lotterier.
Så hvor fører det os hen?
Vi gør ikke et fantastisk arbejde
med at forvalte penge.
Adfærdsøkonomi er virkelig en kombination
af psykologer og økonomer,
der prøver at forstå
de fejltagelser mennesker laver
med hensyn til penge.
Og jeg kan blive ved med at stå her
i de 12 minutter og 53 sekunder jeg har tilbage
og gøre grin med alle mulige måder
hvorpå vi forvalter penge,
og til slut vil I spørge,
"Hvordan kan vi hjælpe mennesker?"
Og det er det jeg i virkeligheden
vil fokusere på i dag.
Hvordan forstår vi
de misforståelser mennesker
begår med hensyn til penge,
og så vende adfærdsudfordringerne
til adfærdsløsninger?
Og det jeg vil tale om i dag
er Save More Tomorrow.
Jeg vil italesætte problemet
med at spare.
Der er på skærmen
et repræsentativt udsnit
af 100 amerikanere.
Og vi skal kigge på deres opsparingsadfærd.
Det første man skal lægge mærke til,
er at halvdelen af dem
ikke engang har adgang
til en 401(k) plan [pensionsopsparing].
De kan ikke spare nemt op.
De har ikke penge nok som
kan gå fra deres lønseddel
til deres 401(k) plan
inden de ser den,
inden de kan røre den.
Hvad med den anden halvdel af menneskene?
Nogle af dem vælger ikke at spare.
De er bare for dovne.
De kommer aldrig så langt som til
at logge ind på en kompliceret hjemmeside
og lave 17 click for at melde sig til en 401(k) plan.
Og så skal de beslutte hvordan de vil investere
i deres 52 valgmuligheder,
og de har aldrig hørt om hvad
der er en pengemarkedsfond.
Og de bliver overvældet og
de melder sig bare ikke.
Hvor mange mennesker ender
med at spare op til en 401(k) plan?
En tredjedel af amerikanerne.
To tredjedele sparer ikke op nu.
Sparer de nok op?
Tag dem
der siger at de sparer for lidt.
En ud af 10
sparer nok.
Ni ud af 10
sparer enten ikke nok op til deres 401(k) plan,
beslutter sig for ikke at spare
-- eller beslutter sig ikke --
eller sparer for lidt op.
Vi tror vi har et problem
med at folk sparer for meget.
Lad os se på det.
Vi har en person --
jamen, faktisk skærer vi ham halvt over
fordi det er mindre end en procent.
Groft set en halv procent af amerikanerne
føler at de sparer for meget op.
Hvad gør vi ved det?
Det er det jeg i virkeligheden
vil fokusere på.
Vi skal forstå
hvorfor folk ikke sparer op,
og så kan vi forhåbentlig vende
adfærdsudfordringerne
til adfærdsløsninger,
og så se hvor kraftigt det kan være.
Så lad mig adsprede et øjeblik
så vi kan identificere problemerne,
udfordringerne,
de adfærdsmæssige udfordringer,
der forhindrer folk i at spare op.
Jeg adspreder og vil tale
om bananer og chokolade.
Forestil jeg at vi havde et andet
vidunderligt TED event næste uge.
Og i pausen
ville der være en snack
og man kunne vælge bananer eller chokolade.
Hvor mange af jer tror at
I kunne tænke jer at få bananer
under dette hypotetiske TED event næste uge?
Hvem vil have bananer?
Vidunderligt.
Jeg forudsiger videnskabeligt
at 74 procent af jeg vil have bananer.
Jamen det er i det mindste hvad
et vidunderligt studie forudsiger.
Og så tælle dagene ned
og se hvad mennesker ender med at spise.
De samme mennesker der forestillede sig selv
at spise en banan
endte med at spise chokolade
en uge senere.
Selvkontrol
er ikke et problem i fremtiden.
Det er kun et problem nu
når chokoladen er ved siden af os.
Hvad hr det at gøre med tid og opsparing,
dette emne om øjeblikkelig tilfredsstillelse?
Eller som nogle økonomer kalder det,
nutids partiskhed.
Vi tænker på at spare op.
Vi ved at vi bør spare op.
Vi ved at vi gør det næste år, men i dag
lader vi det være og bruger penge.
Julen kommer,
vi kan lige så godt købe gaver
til alle dem vi kender.
Så dette emne om nutidig partiskhed
får os til at tænke på at spare op,
men ender med at bruge.
Lad mig nu tale
om en anden adfærdsmæssig
hindring for at spare op
der har at gøre med passivitet.
Men igen, et lille sidespring
til emnet om organdonation.
Vidunderligt studie der
sammenligner forskellige lande.
Vi kigger på to beslægtede lande,
Tyskland og Østrig.
Og i Tyskland,
hvis man gerne vil donere ens organer --
gud forbyde at der skete noget virkelig slemt
med en --
når man får ens kørekort eller et I.D.,
afkrydser man feltet der hedder,
"Jeg vil gerne donere mine organer."
Der er ikke mange mennesker
der kan lide at afkrydse feltet.
Det kræver en indsats. Man skal tænke.
Tolv procent gør det.
Østrig, et naboland,
delvis lignende, delvis forskelligt.
Hvad er forskellen?
Jamen, man har stadig valget.
Man vælger
om man vil donere sine organer eller ikke.
Men når man får ens kørekort,
man afkrydser feltet
hvis man ikke vil donere sine organer.
Ingen afkrydser feltet.
Det er lidt for meget umage.
En procent afkrydser feltet.
Resten gør ikke noget.
Ikke at gøre noget er meget almindeligt.
Ikke mange mennesker afkrydser feltet.
Hvad er konsekvenserne
for at redde liv
og at have organer til rådighed?
I Tyskland, afkrydser 12 procent feltet.
Tolv procent er organ donerer.
Kæmpestor mangel på organer,
Gud forbyde, hvis man har brug for et.
I Østrig, igen, afkrydser ingen feltet.
Derfor, 99 procent af menneskene
er organdonerer.
Passivitet, mangel på handling.
Hvad er standardindstillingen
hvis mennesker ikke gør noget,
hvis de bliver ved med at udsætte,
hvis de ikke krydser felterne af?
Meget magtfuldt.
Vi skal tale
om hvad der sker hvis mennesker
bliver overvældet og skræmte
for at lave deres 401(k) valg.
Vil vi få dem til automatisk
at melde sig til planen.
eller vil de blive efterladt?
I for mange 401(k) planner,
hvis mennesker ikke gør noget,
betyder det at de ikke sparer
op til pensioneringen,
hvis de ikke krydser feltet af.
Og at krydse feltet af kræver en indsats.
Så vi har talt om et par
adfærdsmæssige udfordringer.
En mere inden vi vender
udfordringerne til løsninger,
har at gøre med aber og æbler.
Nej, nej, nej, dette er et virkeligt studie
og det har meget at gøre med adfærdsøkonomi.
En gruppe aber får et æble,
de er temmelig lykkelige.
Den anden gruppe får to æbler,
et bliver taget fra dem.
De har stadig et æble til overs.
De er virkelig sure.
Hvorfor har du taget vores æble?
Dette er ideen om tabsaversion.
Vi hader at miste ting,
selvom det ikke er nogen risiko.
Man ville hade at gå til hæveautomaten,
tage 100 dollars
og lægge mærke til at man
mistede en af 20 dollars sedlerne.
Det er meget smertefuldt,
selvom det ikke betyder noget.
De 20 dollars kunne have
været en hurtig frokost.
Så denne ide om tabsaversion
kommer også til syne når det
handler om at spare op,
fordi mennesker, mentalt
og følelsesmæssigt og intuitivt
ser opsparing som et tab
fordi jeg skal skære i mit forbrug.
Så vi talte om
en masse forskellige slags
adfærdsudfordringer
der har at gøre med opsparing i sidste ende.
Hvad enten man tænker på
øjeblikkelig tilfredsstillelse,
og chokolade versus bananerne,
det er bare smertefuldt at spare op nu.
Det er meget sjovere
at spendere nu.
Vi talte om passivitet og organdonation
og at krydse felter af.
Hvis folk skal krydse mange felter af
for at melde sig ind i en 401(k) plan,
vil de blive ved med at udskyde
og ikke melde sig.
Og til slut, talte vi om tabsaversion,
og aberne og æblerne.
Hvis folk mentalt ser
det at spare op til pension som et tab,
kommer de ikke til at spare
op til deres pension.
Så vi har disse udfordringer,
og det Richard Thaler og jeg
altid var fascineret af --
tag adfærdsøkonomi,
gør det til adfærdsøkonomi på steroider
eller adfærdsøkonomi 2.0
eller adfærdsøkonomi i praksis --
vend udfordringerne til løsninger.
Og vi fandt på en pinlig simpel løsning
der hedder Mere Opsparing, ikke i dag, I morgen.
Hvordan vil det løse de udfordringer
som vi talte om?
Hvis man tænker over problemet
med bananer kontra chokolade,
vi tror at vi kommer til at
spise bananer næste uge.
Vi tror at vi kommer til at
spare mere op næste år.
Save More Tomorrow
[Opspar Mere I morgen]
inviterer ansatte
til at spare mere måske næste år --
på et tidspunkt i fremtiden
når vi kan forestille os selv
spise bananer,
lave mere frivilligt arbejde
i nærsamfundet,
dyrke mere motion og gøre alle
de rigtige ting på jorden.
Nu talte vi også om at krydse feltet af
og det svære i at skride til handling.
Save More Tomorrow
gør det nemt.
Det er en autopilot.
Når man først fortæller mig
at man vil spare mere i fremtiden,
lad os sige hver januar
vil du automatisk spare mere op
og det kommer til at forsvinde
fra ens lønseddel til ens 401(k) plan
inden man ser det, inden man rører ved det,
inden man får problemet
med øjeblikkelig tilfredsstillelse.
Men hvad gør vi ved aberne
og tabsaversion?
Næste januar kommer
og mennesker føler måske,
at hvis de sparer mere op,
skal de spendere mindre,
og det er smertefuldt.
Jamen, måske bør det
ikke kun være januar.
Måske skulle vi få folk
til at spare mere op
når de tjener flere penge.
På den måde, når de tjener flere penge,
når de får en lønforhøjelse,
skal de ikke skære i deres spendering.
De tager en lille smule
af stigningen i lønsedlen med hjem
og spenderer mere --
tager en lille smule af stigningen
og sætter den ind på 401(k) planen.
Så det er programmet,
pinlig simpelt,
men som vi kommer til at se,
ekstremt magtfuldt.
Vi implementerede det,
Richard Thaler og jeg,
tilbage i 1998.
Mellemstor virksomhed i Midtvesten,
faglærte medarbejdere
kæmpede med at betale deres regninger
fortalte os gentagne gange
at de ikke kan spare mere op lige nu.
At spare mere op i dag er ikke en mulighed.
Vi inviterede dem til at spare
tre procentpoint mere op
hver gang de fik en lønforhøjelse.
Og her er resultaterne.
Vi ser her en periode på tre og et halvt år,
fire lønforhøjelser,
mennesker der kæmpede med at spare op,
sparede tre procent af deres lønseddel op,
tre og et halvt år senere
sparede de næsten fire gange så meget op,
næsten 14 procent.
Og der er sko og cykler
og ting på denne graf
fordi jeg ikke bare vil kaste tal
in i et vakuum.
Jeg vil, virkelig, tænke på det faktum
at det at spare fire gange mere op
er en kæmpestor forskel
med hensyn til den livsstil
som mennesker vil have råd til.
Det er virkeligt.
Det er ikke kun tal på et stykke papir.
Hvorimod ved at spare tre procent op,
har mennesker måske råd til et par fede sko
så de kan gå,
fordi de ikke vil have råd til noget andet,
når de sparer 14 procent op
er de måske i stand til at have fine sko
til at gå hen til bilen med og køre.
Det er en virkelig forskel.
Nu er der cirka 60 procent af
de store virksomheder
der faktisk har programmer
som dette til stede.
Det har været en del af
Pension Protection Act.
Og det er unødigt at sige at Thaler og jeg
har været så heldige at være
en del af dette program
og gøre en forskel.
Lad mig slutte af
med to vigtige beskeder.
En er at adfærdsøkonomi
er ekstremt magtfuldt.
Dette er bare et eksempel.
Besked to
er at der er stadig meget at gøre.
Dette er virkelig toppen af isbjerget.
Hvis man tænker på mennesker og lån
og at købe huse og så ikke være
i stand til at betale for det,
det bliver vi nød til at tænke over.
Hvis man tænker på at
mennesker tager for store risici
og ikke forstår hvor meget risiko de tager
eller tager for lidt risiko,
det skal vi tænke over.
Hvis man tænker over at mennesker
bruger tusind dollars om året
på lottokuponer,
det skal vi tænke over.
Den gennemsnitlige rekord,
er faktisk i Singapore.
Den gennemsnitlige husholdning
bruger 4.000 dollars om
året på lotto kuponer.
Vi har meget at gøre,
meget at løse,
også på pensionsområdet
når det kommer til hvad mennesker
gør med deres penge
efter pensionering.
Et sidste spørgsmål:
Hvor mange af jer har det godt med
at i takt med at I planlægger jeres pension
I har en virkelig solid plan
når man skal på pension,
når man skal hente kontanthjælpen,
hvilken livsstil man skal forvente,
hvor meget man kan bruge hver måned
så man ikke løber tør for penge?
Hvor mange af jer føler at I
har en solid plan for fremtiden
når det kommer til post-pensions beslutninger.
En, to, tre, fire.
Færre end tre procent
af et meget sofistikeret publikum.
Der er lang vej endnu for adfærdsøkonomi.
Der er mange muligheder
for at gøre det magtfuldt igen,
og igen, og igen.
Tak.
(Bifald)