I min forrige video så jeg på Suzanne Collins unge heltinde Katniss Everdeen

og analyserede hendes karakter i forhold til køn, vold og feminisme

gennem den første bog i Hunger Games trilogien.

Har du ikke set den forrige video, så tjek den ud.

Filmversionen af Hunger Games er instrueret af Gary Ross

og har Jennifer Lawrence som Katniss. Filmen udkom i Marts 2012.

Filmen slog alle seer-rekorder og viste, at kvinder kan have hovedrolle i store mainstreamfilm.

Notér det venligst, Hollywood.

Jeg havde to bekymringer før filmen.

Den første, at vold ville blive forherliget.

Biograffilm gør ofte et stort nummer ud af at udpensle vold og blod.

Jeg var derfor glædeligt overrasket over nedtoningen af voldelige billeder

og at blodudgydelserne stort set ikke ledsaget af jubel.

Min anden bekymring var, at Katniss's karakter ville blive seksualiseret på lærredet.

Heldigvis valgte filmskaberne ikke at seksualisere hende.

Selv ikke i scenen, hvor hun bader.

Det er en bemærkelsesværdig præstation i et

Hollywood, der insisterer på at seksualisere næsten alle kvindelige hovedroller på og udenfor lærredet.

Selvfølgelig vil der - når man forvandler en bog til en film -

være forskelle pga. den begrænsede tid osv.

Lad os se på et par forskelle.

Hvis du ikke har læst bogen eller set filmen, så er du advaret nu! (Plot-detaljer afsløres.)

Bogen er skrevet fra Katniss synsvinkel, som 1. persons fortæller.

Vi følger derfor hendes indre dialog, og kender hendes tanker, frygt, ønsker og behov -

på en mere intim måde, end filmen kan beskrive.

Det er ikke nødvendigvis en fejl. Men jeg følte, at rædslen fra Hunger Games-bogen

samt frygten og nervøsiteten, som deltagerne må have følt, ikke kom ud over lærredet lige så godt.

Vi får dog nogle hint og tegn på Katniss komplekse følelser

pga. Jennifer Lawrence's fantastiske skuespil -

og fordi kameraet holder fokus på hende længe nok til, at tavse udtryk kommer igennem til seeren.

En mindre dygtig skuespiller kunne ikke have klaret det.

Selvom jeg virkelig nød filmen, så er der nogle svipsere så store, at det er værd at nævne dem.

Selvom jeg var imponeret med det overordnede udtryk af den rige by Capitol City

så var det forbløffende at se, at instruktørerne havde valgt kun at lade feminine og tilsyneladende queer mænd være der -

kun som en del af den dekadente, overfladiske og syge overklasse.

Beslutningen om at portrætere udfordring af køn som noget,

der kun er et produkt af ultra elitær mode, er meget problematisk.

I den første bog lærer vi, at Katniss (og nok også de andre deltagere) er

overdrevet opmærksomme på, at enhver bevægelse overvåges og fortolkes af seerne

Præcis som i en reality show fra vores tid.

Så ud over at kæmpe for overlevelse, kæm